Hvis ikke man vidste bedre, skulle man tro, at maler Simon Olsen er i gang med at forberede et måltid. Måske endda bage en kage.
For arbejdsdagen begyndte tidligt med at skylle et par store håndfulde af nærmest appetitligt udseende tang under den kolde hane for derefter at sætte den til at simre i en stor stålgryde. Mindst en halv time skal den have!
I mellemtiden blander han vand og kridtpulver til en glat sovselignende konsistens, som han senere tilsætter pigmentetguldokker og kromoxydgrøn.
Men det er ikke finere fransk kogekunst, der er på spil her en mandag morgen på stilladset i indre København. Simon Olsen er i gang med at male lofter, vægge og træværk i det gamle Bernstorffpalæ i Bredgade 42 tæt på Amalienborg efter en renovering af tagkonstruktionen.
”Jeg kan godt lide processen idet, selvom det tager tid. Og så elsker jeg tanken om, at hvis ellers ikke, der er noget, der går galt, så står det her arbejde stadig om 50 år”, siger Simon Olsen, der går på byggepladsen med sine kollegaer, der i dag består af Susan og Mathilde. Sidstnævnte er lærling.
Det, som de er ved at brygge i gryden, er en såkaldt limfarve. Tangen, Simon Olsen kogte, udskiller et bindemiddel, der mest af alt minder om tapetklister, og sammen med vand, kridt, pigment og et rutineret øjemål laver han en limfarve med den helt rigtige historisk korrekte kulør til et palæ fra 1751.
Simon Olsen er sammen med ca. 230 andre håndværkere ansat i ejendoms- og servicevirksomheden Jeudan til at vedligeholde og restaurere virksomhedens omfattende ejendomsportefølje. Den består i øjeblikket af ca. 200 ejendomme primært beliggende i indre København og på Frederiksberg, der primært lejes ud til kontor, sekundært detail og bolig.
Omtrent en fjerdedel af ejendommene er fredede eller bevaringsværdige, men fælles for hele Jeudans portefølje er, at der er tale om ejendomme med en særlig arkitektoniskeller historisk kvalitet.
“At bevare og udvikle Københavns historiske ejendomme er en grundpille i Jeudans forretningsmodel. Men de historiske og klassiske ejendomme skal ikke kun bevares – de skal også bruges og danne rammer om moderne virksomheder," fortæller Per W. Hallgren, der er administrerende direktør i Jeudan.
“Vi plejer at sige, at vi giver ejendommene nyt liv, uden at byen mister sin historie. Så vi arbejder i krydsfeltet mellem den enkelte kundes behov og så den lovgivning, som følger med, når man ejer fredede og bevaringsværdige ejendomme.”
Jeudan blev grundlagt af malermester Carl Erik Udsen i 1898. I dag ejes ejendoms- og servicevirksomheden primært af de to erhvervsdrivende danske fonde Augustinus Fonden og William Demant Fonden.
“Det handler både om at passe på vores fælles kulturarv, men også om at sikre, at vores kunder bliver i Jeudan, fordi rammerne fungerer og skaber den rette iscenesættelse af kundernes virksomheder," siger Per W. Hallgren
Limfarve er et materiale, der efterhånden ikke bruges særligt ofte på de danske byggepladser. Det giver en mat, nærmest fløjlsagtig overflade - og selvom det er elegant, så er det ikke et stilistisk valg.
For når man ejer, og selv renoverer, frededeejendomme, så sker det under et kompliceret regelsæt og en tæt dialog medSlots- og Kulturstyrelsen.
“Vi dokumenterer de eksisterende forhold og forelægger de løsninger, vi ønsker at anvende, så materialer, farver og håndværksmetoder er i overensstemmelse med fredningsværdierne,” siger Katrine Kaare Myssen, der er projektleder i Jeudan.
Ejerskab af historiske og klassiske ejendomme, som Bredagde 42, passer godt til en virksomhed som Jeudan, hvor ejerne har et langsigtet perspektiv, forklarer Per W. Hallgren:
“Ejendommene skal bevares, udvikles og fungere i generationer. Derfor er en investering i Jeudan ikke alene en investering i en rentabel virksomhed. Det er også en investering i moderne arbejdspladser, i København og i at værne om vores fælles kulturarv.”
For Simon Olsen er det derfor heller ikke tilfældigt, at han er endt hos Jeudan.
“Det flugter med mit eget værdisæt. Ikke så meget om det er gamle eller nye teknikker, vi bruger, men det med at en bygning har en værdi, der ikke udelukkende handler om penge. Det skal man altså bare tage vare på”.
Og selvom han og kollegaerne lægger mange timer i at få lokalerne til at se ud, som da palæet blev bygget, er han glad for, at der hver dag kan komme mennesker og nyde og bruge de historiske rammer.
”Det er jo en kulturarv - uanset om den er fredet eller ej - som vi skal passe på. Det skal være sådan, at de mennesker, der arbejder eller bor her, har lyst til at være her. Og dem som går forbi, får lyst til at gå på opdagelse i historien, fordi det ser pænt ud”, siger Simon Olsen.









